Enogea - Alessandro Masnaghetti
Alessandro Masnaghetti var længe bidragsyder til vinpublikationerne på det italienske forlag Veronelli Editore inden han i 1997 begyndte sit eget nyhedsbrev Enogea. Det blev siden i bladform en af de mest respekterede vinpublikationer i Italien, og Masnaghetti lagde yderligere niveauer til denne respekt, da han begyndte sit arbejde på de hidtil mest præcise og gennemarbejdede kort over italienske – og senere udvalgte udenlandske – vinzoner.
​
Kortene over Barolo og Barbaresco er de mest berømte. De blev udgangspunktet for de officielle kort over områdernes subzoner (MGA) samt for Masnaghettis fantastiske bøger om de to appellationer. De er pakket med detaljer og kort og er I dag referencepunktet for enhver, der interesserer sig for Barolos og Barbarescos vine og terroir.
​
Senere udviklede Masnaghetti en række kort i 3D-format, som giver et unik overblik over zonernes topografi. Iblandt disse finder man også kortet over Barolo-zonens geologi, som for første gang på let tilgængelig vis illustrerer en række af de komplekse forhold der gør sig gældende.
​
Siden lancerede Masnaghetti med www.barolomga360.it en hjemmeside, der tager Barolo-zonen online på en helt ny måde. Ved hjælp af droner er hele området kortlagt i 3D-format og man kan bogstaveligt talt flyve over zonen og dykke ned i alle dens kommuner og vinmarker. Der er detaljerede oplysninger om alle marker, der kan ses fra flere vinkler og perspektiver. Masnaghetti giver også bud på vine, der efter hans mening, repræsenterer markens karakteristika særligt godt. Prøv selv! Klik her.
​
Som det sidste nye har Masnaghetti i sin nyeste publikation i detaljer og med vanlig sans for ekstrem grundighed beskrevet de nye UGA (subzoner) i Chianti Classico i en 424 sider tyk bog med al den information om zonen man kan ønske sig.
​
Vinviden repræsenterer Masnaghetti på det danske marked og tilbyder et udvalg af kort og bøger i det omfang de er tilgængelige fra Italien.
​
Alessandro Masnaghetti